Slyngejordemoders guide til valg af bæreredskab

Slynge-vikle-bæresele verdenen kan opleves som en jungle. Man kan forholde sig til ergonomi, materialer, størrelser og flere andre ting. Det behøver slet ikke at være en jungle. Her er min simple guide til ergonomiske bæreredskaber. Forhåbentligt kan du bruge den til at vælge et bæreredskab, som passer i netop jeres familie. God fornøjelse.

Gør dig nogle overvejelser omkring hvad dit behov er. Vil du gerne bære længe, skal barnet fx sove lur i bæreredskabet, imens du går en tur? Eller er det mere til fx hurtigt op og ned fra vaskekælderen. Er I flere om at dele bæreredskab, således at det skal kunne passe flere kropstyper?

Strækviklen – Nem, hurtig, billig og passer alle.
En strækvikle er et langt stykke stof med stræk i. Ofte jerseystof. Den kan bruges fra barnet er nyfødt og til det vejer ca. 9 kg. Det lange stykke stof kan virke besværligt og uoverskueligt. Men når man først er kommet i gang, er den faktisk ret nem at bruge.

Den smyger sig dejligt om barn og bærer. Er den bundet korrekt støtter den begge optimalt og der er ingen begrænsning, for hvor længe barnet må sidde i strækviklen.

Du binder den på forhånd og barnet kan tages ind og ud uden at den skal bindes op. Barnet skal være støttet i oprejst spread squat position med let rundet ryg. Se regler for sikkerhed her.

Gode mærker er Hoppediz, Manduca, JPMBB, Mamaslife, Ergobaby og mange flere.

 

Fastvikle – Smuk, alsidig, kræver at man øver sig lidt.
Fastviklen er et langt fastvævet stykke stof, som fås i forskellige materialer. Fastviklen kan du ligeledes bruge helt fra nyfødt. Den kan bruges på et utal af måder. På maven og når barnet bliver større på hoften og ryggen.

Fastviklen støtter barn og bærer optimalt og kan bære tumlingen så let så let. Barnet skal sidde støttet i oprejst spread squat position, med let rundet ryg.

Fastviklen fås i forskellige størrelser. Som tommelfingeregel – start med en str. 6, den passer de fleste. Er du meget slank – str. 5. Er du stor – str. 7.
Der er et stort brugtmarked for fastvikler. Bl.a ”slyngeskolen second hand vikler og andre ergonomiske bæreredskaber” og ”slyngesalg”. Begge sider findes på facebook. Det er ikke en dårlig ide at starte med en brugt fastvikle. De er ofte blødere og ”gået til” og derfor nemmere at vikle med. Fortvivl dog ikke. En ny bomulds Didymos eller Yaro kan du sagtens mestre, selv om du er helt ny i denne vikleverden.

Der er lidt religiøsitet omkring fastviklen. For nogen er det det eneste rigtige. Den kan fås til flere tusinde kroner og i de smukkeste mønstre og vildeste materialer. Lad mig slå fast. En fastvikle behøver ikke koste over 1000,- for at være en god og smuk fastvikle. I flæng kan nævnes gode mærker så som: Didymos, Yaro, Littlefrog og mangle flere. Alle er fastvikler til 500-1000kr. Er du i tvivl om du er ved, at købe en god fastvikle – spørg mig gerne:-)

BTW. En fastvikle kan nemt sælges videre. Ellers kontakt mit viklebibliotek. Måske har jeg en du kan få på prøve.

 

Ringslynge.
Dette bæreredskab er et langt stykke stof med 2 ringe i den ene ende. Du bærer med den ene skulder på enten maven eller hoften. Kan bruges fra nyfødt.

Når man lige har knækket koden er dette et nemt og hurtigt bæreredskab. Da du bærer assymetrisk er ergonomien for bæreren ikke optimal. Og det er derfor ikke mit førstevalg til lange bærestunder. Da den er så nem at komme ind og ud af er den god til turen ned i vaskekælderen, til at hvile de trætte ben i Zoo eller til at hente storesøster i vuggeren.

Barnet skal sidde støttet i oprejst spread squat position, med let rundet ryg.
OBS: ringslyngen kommer i mange forskellige kvaliteter. Undgå lærredsstof, gå efter fastviklestof.

 

Meitai/vikletai – Nem og smuk
Jeg plejer, at kalde dette for en mellemting mellem en vikle og en bæresele. Der er et fast panel (et firkantet stykke stof) Med lange stropper eller haler som en fastvikle.

Det er lidt forskelligt om den kan bruges fra nyfødt. Det kommer an på, om den kan indstilles så den passer til et spædbarn.

Når barnet er stort nok er Mei/vikle tai’en super nem at bruge på ryggen. Den kan også bruges på hoften. Barnet skal sidde støttet i oprejst spread squat position og med let rundet ryg.
Barnet kan vokse ud af denne og de fås derfor i forskellige str. Du skal derfor være opmærksom på, at dit barn skal være støttet fra knæhase til knæhase dvs. hold dig for øje om det er størrelse baby, størrelse toddler eller størrelse preeschooler.
Gode mærker er Fidella, Kleinsmekker, Didymos og mange flere.

Ergonomisk bæresele – Nem og hurtig.
Jeg elsker vores bæresele. Den har båret pigerne langt og meget. De kan bruges fra ca. 4 mdr. Nogle kan købes med en spædbarnsindsats, så bæreselen kan bruges fra nyfødt.
Når barnet er stort nok, kan den bruges til rygbæring og på hoften. Jeg anbefaler ikke at bære barnet med fronten vendt ud. Du kan læse mine tanker omkring emnet her.

Der findes mange gode og mange dårlige bæreseler. Barnet skal altid sidde i Spread Squat Position med let rundet ryg, støttet fra knæhase til knæhase og med god nakkestøtte. Opfylder bæreredskabet ikke disse krav er det ikke ergonomisk for barnet. BUM. Der er desværre ikke altid god rådgivning at få i butikkerne. Hold øje med ergonomien, så er du selv i stand til at skelne mellem salgstale og fornuft. Gode bæresele mærker er: Ergobaby, Tula, Manduca, Boba og mange flere.

God fornøjelse <3

Share