Om at føde til tonerne af Foo Fighters og laminerede fødeønskelister

fødsel, fødselsforberedelse, jordemoder, baby
Foto: Slyngejordemoder.dk

I min jordemoderkonsultation, bliver jeg ofte spurgt om vigtigheden af, at have lavet en ønskeliste til fødslen. Jeg ved, at det er hyppigt anbefalet til forskellige fødselsforberedelses kurser. Kvinderne ytrer til mig, at de laver ønskelister for, at de kan være sikre på, at jordemoderen ved hvordan de gerne vil have det. De er bange for at de bliver for optaget af fødslen til, at kunne sige det højt. Mit råd: “bliv optaget af fødslen… Det er helt i orden”.

Det er vigtigt, at forberede sig grundigt til fødslen. Det er vigtigt at øve sig i at trække sit vejr, sætte sig ind i hvad der skal ske, gøre sig overvejelser omkring smertelindring, fødestillinger, afnavling, livmodersammentrækkende indsprøjtning, k-vitamin og meget mere. Hvordan skal min partners rolle være, skal der være andre med og hvor skal det foregå. Det er vigtigt at tænke over og tale med sin partner og jordemoder om. For det er din fødsel og det er vigtigt.

Jeg selv skulle føde derhjemme. Jeg skulle føde i dæmpet belysning. Jeg skulle føde i vand. Jeg skulle ikke have en livmodersammentrækkende indsprøjtning efter fødslen, og jeg skulle føde til tonerne af Snatam Kaur.

Oh well. Komplikationer gjorde, at fødslen måtte foregå på hospitalet. Fint nok, det var også OK. Kroppen ville, at jeg skulle føde ved højlys dag, og da jeg selv havde valgt fødestue 10, blev det i høj solskin og ikke dæmpet belysning. Gardiner findes ikke på fødestue 10, det havde jeg glemt. Fødekaret var fint… for en stund. Der skulle jeg i hvert fald ikke føde. Til sidst blev det hårdt. Jeg kom vidst til at skælde ud over musikvalget. Der var i min verden ikke meget zen over Snatam kaur i nedtrængningsfasen. Min kære mand kender mig godt. I 2009 kom jeg i mål til Copenhagen Marathon til tonerne af Foo Fighters. Og således kom Ruth til verden til ”Learn To Fly” med Foo Fighters.

At føde er nyt og ukendt land. Man ved ikke hvordan det føles i kroppen og hovedet før man er der. Det er en spændende rejse, et marathon løb man skal løbe. Og forberedelse er vigtig. Men ligeså vigtigt er det, at være åben overfor hvor rejsen tager én hen. En lamineret fødeønskeliste kan være begrænsende. Den kan tage en fødende kvinde som gidsel i en forestilling om, at det skal være lige præcis sådan her og ellers opleves det som et nederlag.

Forberedelse er så vigtigt. Åbenhed over for hvad din krop fortæller dig, og at dine ønsker kan ændre sig, er lige så vigtigt.

Skriv gerne dine ønsker og tanker ned, men lad være at laminere dem.

Share